Fjordcentret er et naturcenter ved Randers Fjord. Her kan I være med til at bruge fjorden på mange måder: Fiske med stang, sejle i kano, tage waders på og undersøge livet på det lave vand, låne en GPS og få en guidet tur i området med bogstavjagt eller gå turen "Johan og det mystiske kompas", lege med vandraketaffyring, hygge med gamle lege, spille krolf, tage en rundtur i udstillingen med opgavehæftet "Branden", eller arbejde med alle former for kreative aktiviteter som uld, flette siv, papirstøbning og stenslibning. Fjordcentret har mange forskellige aktiviteter og værksteder, og er det perfekte udflugtsmål for den aktive familie. Der er mulighed for leje af motorjolle. Her behøver I ikke at have travlt - her foregår alt i et tempo, som I bestemmer!
Hvis du overnatter i et værelse, så skal du huske linned (lagen og betræk). Hvis di overnatter i telt / shelter så skal du have det hele med. Du kan dog låne liggeunderlag af Fjordcentret.
Gæster medbringer mad og forplejning, som tilberedes udendørs over bål, i udekøkken eller indendørs i køkkenfaciliteterne i Naturværkstedet. Grillkul medbringes. Brænde kan medbringes eller købes i butikken.
Overnatning kan kun finde sted i forbindelse med køb af billet eller årskort til Fjordcentret.